Båltale om livet, lykken ved lun lasagne og de 86.400 sekunder – perA - Levende ord fra en levende mand
Foredrag og workshop med Per A og kom tæt på et levende menneske, der tør tale højt om sin sygdom og om at være glad for livet og kæmpe mod døden.
Kræft, Cancer, Livstruende Sygdom, Foredrag, Workshop
15629
post-template-default,single,single-post,postid-15629,single-format-standard,ajax_fade,page_not_loaded,,vertical_menu_enabled,side_area_uncovered_from_content,qode-theme-ver-17.2,qode-theme-bridge,disabled_footer_top,qode_header_in_grid,wpb-js-composer js-comp-ver-4.12,vc_responsive

Båltale om livet, lykken ved lun lasagne og de 86.400 sekunder

Båltale om livet, lykken ved lun lasagne og de 86.400 sekunder

Kære alle i Dall Villaby

Jeg hedder Per A og lever af at fortælle min livshistorie, og ved at høre på mig i de næste 10-12 minutter, får du en fornemmelse af nogle af de emner, jeg taler om på mine foredrag.

Men allerførst zoomer vi ind på i dag. For hvorfor holder vi egentlig Sankt Hans? Det er Johannes Døberens fødselsdag vi fejrer. Johannes forkortes til Hans, så Johannes Døberen er faktisk Sankt Hans, og i øvrigt også fætter til Jesus.

I gamle dage spillede heksene også en rolle denne aften, hvor de ifølge overtroen var på vej til Bloksbjerg. Bålene skulle bruges til at skræmme heksene væk. Og det synger vi jo netop i Midsommervisen: ”Hver by har sin heks, og hvert sogn sine trolde, dem vil vi fra livet med glædesblus holde”.

Ny viden for nogle af jer måske, men det hele kan findes på jeres smartphone – ja, den der lille skærm, der er vokset sammen med jeres ene hånd. Men måske vil I hellere gå i uvidenhed, for den som ingenting ved, tvivler aldrig.

I dag skal vi prøve noget nyt sammen. Alle skal lytte til hvad der faktisk bliver sagt i en båltale. Vi skal ikke bare være tilstede på pladsen med vores veltrænede krop – vi skal også have tændt for hjernen – og det betyder at vi forsøger at undgå at surfe på telefonen, men gerne bruger den som kamera. Kan vi lave en aftale om det? Godt, for jeg har nemlig noget på hjerte.

Vi skal lege en leg – den hedder ”At være tilstede i nuet”. Der hvor vi ikke bare snakker henover det, der foregår på scenen. Det har vi alle prøvet til en koncert, både at være den der snakker, men også være den, der bliver irriteret over ikke at kunne høre musikken. Til gengæld kan vi høre samtalen i flokken lige foran eller bag os. Og bedømt ud fra de meget kalorielette emner der er på tapetet, konkluderer vi hurtigt, at der mest snakkes for at holde fluerne væk fra munden.

En anden god grund til at være tilstede i nuet er, at vi i aften holder en tradition i hævd. Traditioner er lig med fællesskab, og ofte samles vi med familie og venner. Med os får vi en lille gevinst ved et samvær som i aften, og jeg håber, du ser den. Vi har nemlig brug for at komme ud blandt andre mennesker, også selvom vi holder af at trisse rundt i egne omgivelser, nok mest fordi at hjemme er der, hvor vi ikke behøver at trække maven ind.

Så fællesskab for mig, er at være sammen med dem, der rent fysisk er i nærheden, og ikke dem der bipper i min telefon dagen lang.

Jeg reflekterer meget over kvaliteten af mit liv – og gør mig umage med at få det meste af det gode med. For jeg har været alvorligt syg med to forskellige sygdomme, og har haft døden som blind makker i nu seks år. Det giver nærmest automatisk et nyt fokus. Gaven består i, at det bliver meget lettere at skelne det vigtige fra det ligegyldige. Tænk sig, at selv midt i kaos deles der en gave ud – man skal bare kunne få øje på den.

Kræften er jeg endelig sluppet af med, trods en barsk prognose, men en muskelsygdom i hjertet kan fælde mig når som helst – også selvom udsigterne er meget bedre nu end for to år siden, da sygdommen brød ud. Men da jeg har en gigantisk tro på, at mit liv vil rumme mange højdepunkter endnu, satser jeg på at nå pensionsalderen. For det er jo sådan med alder, at mænd får karaktertræk mens kvinder får rynker.

Det er sikkert meget forskelligt hvad vi hver især synes, der skal puttes ind i det gode liv. Et godt bud er, at vi skal grine meget, og jeg er vild med Shu-bi-duas motto, der lyder: ”Det skal være morsomt, eller er det ikke sjovt”.

Lykke og taknemmelighed er andre bud, der nok popper op hos de fleste, og de to følelser går faktisk hånd i hånd.
Om lykken sagde Ingrid Bergman: ”Lykken er et godt helbred og en dårlig hukommelse”.
Lykken defineres ud fra måden dit liv udfolder sig på, sat op imod hvad du synes, du har fortjent. Ergo, lykken indfinder sig, hvis du får opfyldt dine forventninger til livet.

Så følger taknemmelighed vel automatisk med? Nej, for den dannes ikke af hvad livet byder dig – taknemmelighed findes i måden du tænker om hvad livet byder dig. Det positive her er, at du selv bestemmer hvad du tænker.

Vi må heller ikke glemme tryghed. Når den store verden og de mange ulykker, terror og krige kommer for tæt på, og vi får det lige i ansigtet via en skærm, så søger vi mod det nære, det vi kender. Her er der rart at være. Eksempelvis mener Garfield, at tryghed er at vide, at der er varm lasagne i ovnen.

Hvad så når livet driller og gør ondt. Der hvor vi står med flere store udfordringer på én gang. Her får vi også brug for fællesskabet – for hinanden. Tænk hvad en samtale med et andet menneske kan gøre. Tanker byttes igen og igen. Og når man taler med andre, får man nuanceret sine egne problemer.

Jeg er så privilegeret at være formand for SKYGGEBØRN, der er en forening, som hjælper børn i sorg. Den store drivkraft her er Jes Dige, og han er en meget klog mand. Han sagde forleden om netop fællesskab, som jo er så vigtigt i en familie i sorg, at hvis en sten er for stor og tung, betyder det ikke, at den ikke skal flyttes. Man skal bare være flere om at løfte den.

Og det er vi i SKYGGEBØRN. 50 frivillige voksne står klar til at hjælpe mere end 200 børn, i alderen 3 – 17 år, der alle enten har et alvorligt sygt familiemedlem eller har mistet mor eller far, søster eller bror. Vi har også en enkelt gruppe med folk fra 18-28 år, ligesom vi har en gruppe med børn, der selv er alvorligt syge.

Når en lille dreng eller pige mister mor eller far, kan hjernen ikke altid forstå det som hjertet fortæller. Måske siger de bare, at de har ondt i maven. Børnene går som regel hos os i flere år og i den tid får de et sprog, så de kan beskrive, og forstå, hvad der er sket og hvordan de har det. Sorgen kan ikke fjernes, men de kan lære at leve med den. For de børn vil også gerne være en del af det gode liv, selvom det kan synes langt væk. Men indtil da, sætter de stor pris på fællesskabet med andre børn, der har det på samme måde. Så føler de sig normale.

I SKYGGEBØRN er der kun en enkelt fuldtidsansat og resten er frivillige. Og det er sådan vi holder hjulene i gang, ikke bare i SKYGGEBØRN, men i det ganske land.

Præcis ligesom frivillige kræfter har arrangeret denne sankthansaften og hele den kommende uges byfest i Dall Villaby. Fantastisk når nu tid er vores vigtigste ressource. Frivillige er i sandhed hverdagens helte.

Er det ikke også livskvalitet? At hjælpe andre. Helt frivilligt. Jeg stemmer for.

Og kvaliteten hviler på et fundament af at være tilstede i sit liv, mens det udspiller sig. Man ved jo sjældent selv, hvornår man er midt i den bedste tid i sit liv. Og tænk at gå glip af den, fordi man kiggede væk i for lang tid.

De fleste tror, og lever også efter, at de får et langt liv. Uanede mængder af tid, hvor man rigtig kan gå og klatte det halve væk. Så pyt med, at man mentalt melder sig ud af en aften eller ti med familien og vennerne? Der kommer jo altid en sporvogn og en pige til, og en ny aften, en ny jul, en ny sommerferie, masser af weekends, så vi når det nok. Men du ved jo ikke om du er her til jul. Og du ved heller ikke hvor mange weekends du har tilbage.

For nogle måneder siden stødte jeg på en historie, vistnok på min smartphone, som jeg har lånt lidt af og selv tilføjet en hel del i:

Forestil dig, at der er en bank, der hver morgen sætter 86.400 kroner ind på din konto, men saldoen overføres ikke fra dag til dag. Hver aften slettes alt, som du ikke fik brugt i løbet af dagen. Hvad ville du gøre? Hæve hver en krone selvfølgelig.

Vi har alle sammen sådan en bank. Dens navn er TID.
Hver morgen sættes der 86.400 sekunder ind på din konto, svarende til det antal sekunder der er i et helt døgn. Hver aften slettes alt det du ikke fik brugt fornuftigt, altså der hvor du bare spildte tiden. For tid kan ikke hæves og gemmes. Det du spilder, er for altid tabt.
Næste morgen står der nye 86.400 sekunder.
Men som Peter Plys sagde: ”Jeg plejede at tro på for evigt, men for evigt er for godt til at være sandt”. Og en dag indsættes der ikke flere sekunder.
Og hvornår kommer den dag for dig? Jeg ved det ikke, men det gør du heller ikke.
Man siger tid er penge. Men tid er meget mere værd.
For tiden er kun til låns. Vi ejer den ikke.

Få nu det bedste ud af hver dag. Vær glad for de små ting. Elsk alle folketingspolitikerne – sæt pris på at du overhovedet kan høre hvad de siger. Også selv om du synes, de vrøvler. Omfavn den tirsdag i november hvor du skal cykle til jobbet i regnvejr – og modvind. Vær taknemmelig for at du har muligheden. Hvis du er kommet bagud med at sige, at du elsker dem, der har fortjent at få det at vide – så sig det til dem i dag, mens du stadig kan.

I går er historie.
I morgen kender vi ikke.
I dag er en gave!

Det mest værdifulde vi kan give hinanden, er vores tid – tak fordi jeg måtte låne din. Tak for ordet.

3 Comments
  • Lars Højgaard
    Posted at 23:38h, 23 juni Svar

    Hej Per. Hvor er det godt og hvor er det tanke vækkende, det du giver udtryk for. Jeg er selv hjerte transplanteret på 14 år og kan godt sætte mig ind i de tanker du har gjort dig, for at kunne udtrykke det du her har udtrykt. Jeg ville gerne have været I Fritidshuset i aften, men har selv haft et arrangement med vores naboer, her i Mjels, traditioner du ved. Kæmp videre og fortsæt med at fokusere på de positive ting og nedtone de negative. Hilsen Lars

  • Per Andersen
    Posted at 08:02h, 24 juni Svar

    Hej Lars. Tusind tak for din kommentar. Ja, du ved jo hvilke tanker og følelser, der følger med i kampen. Men med et positivt syn og tro på tingene, gør hverdagen meget lettere. Jeg håber, du er på plads ved de forskellige traditioner mange år frem endnu. Mange hilsner Per

  • Peter Skram
    Posted at 19:08h, 25 juni Svar

    Respekt for dig og dit virke Per 😉

Post A Comment