Kære mor og far – nu skruer I ned for banjoen!! – perA - Levende ord fra en levende mand
Foredrag og workshop med Per A og kom tæt på et levende menneske, der tør tale højt om sin sygdom og om at være glad for livet og kæmpe mod døden.
Kræft, Cancer, Livstruende Sygdom, Foredrag, Workshop
15561
post-template-default,single,single-post,postid-15561,single-format-standard,ajax_fade,page_not_loaded,,vertical_menu_enabled,side_area_uncovered_from_content,qode-theme-ver-17.2,qode-theme-bridge,disabled_footer_top,qode_header_in_grid,wpb-js-composer js-comp-ver-4.12,vc_responsive

Kære mor og far – nu skruer I ned for banjoen!!

Kære mor og far – nu skruer I ned for banjoen!!

Kære mor og far – nu skruer I ned for banjoen!!

NORDJYSKE Medier bragte søndag 18. juni en artikel kaldet ”12-tallernes skyggeside”. Den omhandlede hvordan fire nordjyske gymnasieelever knækkede i jagten på topkarakterer. Mere end hver anden gymnasieelv føler sig stresset, og med det følger der jo ofte fysiske symptomer. I artiklen nævnes besvimelse, stresskramper og tanker om selvmord.

Barske løjer!!!

Det kalder naturligvis på en samfundsdebat, hvor man bør kigge på kulturen, og på, om karakterer er det eneste saliggørende. For i den sidste ende lægger arbejdsgiveren, til jobsamtalen jo vægt på menneskelige kvaliteter også. En goldengirl med lutter 12-taller kan være et scoop, men også være et socialt eksperiment at smide ind i en organisation, men ham med 7,8 i snit måske egentlig bedre kan regne den ud, fordi fornemmelsen for andet end fakta er med til at gøre udfaldet.

Jeg har ikke umiddelbart et bedre bud end det nuværende karaktersystem som døråbner til de attraktive pladser i systemet, men en debat er på sin plads, og hvis den skal op at køre, tager det jo laaaaang tid, inden der muligvis er et brugbart output.

Men der er en hurtigere vej. Det er at ruske forældrene, altså kun i overført betydning

Kære mor og far. Tænd for hjernen og sluk for jeres opdateringer på Fjæsen. STOP med at lufte jeres børns 10-og 12-taller, når I glemmer at skrive, når de får 4. Din handling i toppen og mangel på samme i bunden af skalaen, sender et signal der larmer, synes du ikke? Jeg mener, Facebook er jo det forlorne miljø, hvor vi viser den smukke side, også selvom vi alle producerer bussemænd og slår 9 prutter om dagen – hvoraf nogle lugter af kål.

Jeg indrømmer gerne, at jeg ofte liker hurra-opslagene, fordi jeg jo i bund og grund glæder mig med mine venner, når deres børn gør det godt, og jeg kan sagtens forstå at man har lyst til det – og mon ikke også jeg selv har gjort det en enkelt gang. Men lidt perspektiv på tingene mangler ganske alvorligt.

Og måske er det med til at drive for mange mod gymnasierne, selvom evnerne og interessen snarere peger på erhvervsskolerne. Måske føler børnene, at de skal leve op til et pres fra omgivelser/forældre?

Men hvis vi lander på den forkerte hylde kommer vi ikke i flow – der hvor det hele kører og vi glemmer tid og sted. Flow er forbeholdt dem, der laver noget hvor evner og opgaver matcher.

Jeg kommer hver gang til at tænke på forældrene til børn, der dyrker holdsport. Jeg oplevede det selv da jeg var barn, og igen da mine børn spillede håndbold/fodbold. Nemlig fænomenet, at forældrene gav en 10’er for hvert mål deres barn scorede. Så mor og far tilskyndede barnet til at blive en ego-røv i en holdsport.

Kun mål scoret af dine egne tæller, ikke en frispilning til holdkammeraten. Kun 10 og 12-taller tæller. 02 og 4 fejer vi ind under gulvtæppet. Og det tror forældrene så ikke, at børnene noterer sig. Eller?

No Comments

Post A Comment