Kan der være kræft i store patter?
Foredrag og workshop med Per A og kom tæt på et levende menneske, der tør tale højt om sin sygdom og om at være glad for livet og kæmpe mod døden.
Kræft, Cancer, Livstruende Sygdom, Foredrag, Workshop
15610
post-template-default,single,single-post,postid-15610,single-format-standard,ajax_fade,page_not_loaded,,vertical_menu_enabled,side_area_uncovered_from_content,qode-theme-ver-17.2,qode-theme-bridge,disabled_footer_top,qode_header_in_grid,wpb-js-composer js-comp-ver-4.12,vc_responsive

Kan der være kræft i store patter?

Kan der være kræft i store patter?

Verden er blevet et minefelt. De sociale medier kan blive vores undergang. For det er en alt for nem og tilgængelig platform for dem, der spiser krænkelsesgryn hver morgen, middag og aften.

Dydens smalle sti er blevet endnu smallere, og vakler du det mindste, er der grupper af mennesker, nogle af dem i fløjsbukser, der har deres eksistensberettigelse, for at de kan starte en menneskejagt i cyperspace. Drivmidlet er, set fra min stol, en insisterende bevidst fejlfortolkning af det sagte eller skrevne ord.

Når jeg læser højt for børnebørnene, af en bog fra Astrid Lindgrens tankevækkende og lærerige univers, der jo er blevet bip-i-ficeret af nogle svenskere, lyder det noget anderledes end da jeg selv hørte historierne første gang. Bip-lyden må tages i brug hvis vi støder på et kontroversielt ord. Og snart spørger børnebørnene hvad en bip-konge egentlig er. Svaret må være, at det er Pippis far….

TABU – TAl Bare Udenom
I samme verden, side om side med minerne, lever vi med tabuerne. Og hold nu op hvor er der mange af dem. Her har vi uskrevne regler for, hvordan vi danser om såvel den varme risengrød som elefanten i rummet. Det er det ”vi ikke taler om”.

Gidslerne her er de mennesker, der har det svært. Skyld og skam har det med at bide sig fast. Omkring vold i hjemmet. Alkohol eller andre former for misbrug. Slap diller fordi kræften sad lige der. Mental ubalance. Alvorlig sygdom, der kan ende med døden. Selve døden. At sige farvel. Og hvad med barnet der mister en søskende – hvor glad må den overlevende så være fremover?

Bonussen ved at fastholde tabuerne i et jerngreb er jo, at vi på facebook kan få plads til de virkelige problemer. De mange mennesker i storcentret fem dage før jul. Eller fotovognene. For slet ikke at tale om de satans rige svin….

Er det rigtigt, at lægge flere miner ud, så vi gør det endnu sværere at gå hen til et menneske, der har mistet sit barn for at udtrykke vores medfølelse? For man kunne jo komme til at sige noget forkert, som for få timer siden var blevet tilføjet krænkelsesordbogen, men som man ikke selv lige havde set. Det er vanskeligt nok uden krænkelsespolitiets ånde i nakken, at tage hul på en sådan samtale.

Skal vi med tavshed virkelig holde børn og voksne fast i deres forestilling om, at det de kæmper med ER unormalt, og at de er de eneste, der føler sådan? Skal vi til stadighed skabe så mange sproglige forhindringer, at vi ikke laver de oaser der gør, at mennesker, der kæmper for at få selve tilværelsen til at give mening, ikke skal opleve den hjælpende hånd?

Og hvad nu hvis vi finder en knude i de der store patter? Kan vi melde det ud?

Med tavshed kommer vi altså ikke ret langt.

Imens de sure desperat leder efter det næste ord, den næste sag, det næste menneske de kan falde over – i den gode sags tjeneste, forstås – vil jeg arbejde med at udbrede mine tanker og mine løsninger på de virkelige problemstillinger i denne verden. Jeg vil insistere på at få så meget ud af det ene liv, jeg ved, jeg har – og som jeg har kæmpet så hårdt for stadig at være en del af. Og kan jeg inspirere andre til at komme i gang med at leve det liv, de drømmer om, er meget nået.

At give, frembringer en lykkefølelse, og om en uges tid sender jeg, på 13. år, de månedlige 2-300 kroner til Togo i Afrika. Mit sponsorbarn bliver næppe negerkonge, men det tror jeg han lever fint med. For han vil gerne være mekaniker.

Glædelig jul til ALLE

No Comments

Post A Comment