Kan kræft besejres iført badetøfler? – perA - Levende ord fra en levende mand
Foredrag og workshop med Per A og kom tæt på et levende menneske, der tør tale højt om sin sygdom og om at være glad for livet og kæmpe mod døden.
Kræft, Cancer, Livstruende Sygdom, Foredrag, Workshop
15605
post-template-default,single,single-post,postid-15605,single-format-standard,ajax_fade,page_not_loaded,,vertical_menu_enabled,side_area_uncovered_from_content,qode-theme-ver-17.2,qode-theme-bridge,disabled_footer_top,qode_header_in_grid,wpb-js-composer js-comp-ver-4.12,vc_responsive

Kan kræft besejres iført badetøfler?

Kan kræft besejres iført badetøfler?

– om brugen af kampmetaforer, når livet er på spil

Forleden var jeg inviteret i TV2’s Go’Morgen Danmark til debat om vores sprogbrug, når alvorlig sygdom falder ud på en måde, så nogle overlever mens andre dør – eller ikke formår at komme ovenpå og få et tilfredsstillende livsindhold. Vi har forskellige forudsætninger og perspektiver, og derfor er det så vigtigt med debatten, så alle parter bliver mindet om nuancerne.

Det er et emne, der kan få følelserne i kog, og min bedste vurdering er, at det er to store lejre, der har hver sin tilgang til emnet, som kan koges ned til et enkelt spørgsmål:

Kan man tillade sig at sige, at man taber til eller vinder over alvorlig sygdom?

Jeg er kriger
Hvis jeg skal mobilisere det bedste i mig, så søger jeg mod det kendte, og det er med med det liv, jeg har haft – at kæmpe for det hele. Så jeg er kriger, og alvorlig sygdom er for mig at gå i krig. Jeg skylder mine nærmeste, og mig selv, at kæmpe. Den indre kamp er med til at finde styrken, så jeg stadig kan få øje på glæden ved livet.

Krigeren giver mig en forudsigelig identitet i en uforudsigelig fase af mit liv – det bliver et holdepunkt for mig, og for min familie.

Således er jeg kriger i tanke og i handling, og det første jeg sprøger mig selv om, når jeg står over for en udfordring er: Hvad kan jeg selv gøre, for at forbedre situationen.

Definitionen på det modsatte af en kriger er mere kantet at bugsere på plads.
Man kan sagtens have en anden tilgang til at løse opgaven, hvor man arbejder lige så meget med det, men bare ikke ser sig selv som kriger – dem kalder jeg ikke-kriger.
En ganske anden gruppe, er dem der befinder sig i offerrollen.

Skal der etiketter på alt?
Og det er som bekendt den lyserøde elefant i rummet – offeret, så nogen taber jo uden nævneværdig kamp, set ud fra den stærkes målestok – men vi behøver bare ikke sætte etiketten på de mennesker. De har ofte mange flere problemer end eksempelvis en nyligt konstateret kræftsygdom, så det kan være ganske uoverskueligt, bare at få prioriteret hvilket problem, der skal løses først – og man er nødt til at tage tingene i tynde skiver for at komme til bunds i sagerne.

I vores iver efter at beskytte alle mod alt, får vi ikke italesat det indlysende, og det er uheldigt – men det er jo det vi kan her i landet. Ve den, der har en mening, hvor nogen føler sig krænket, så kommer den særdeles utiltalende folkedomstol på facebook brusende – gerne med stærke holdninger, der er formet ud fra en overskrift. Evnerne rækker ikke altid til at læse artiklen.

Faktum er, at det koster mange leveår at være i offerrollen hele livet, så der skal sættes anderledes ind mod den svagere gruppe. De skal i langt højere grad tages i hånden, for de fleste af de mange, jeg har mødt igennem de seneste fem års kontinuerlige optræden i sundhedsvæsenet, kæmper imod med hvad de har – og er ganske selvkørende. Her kan man justere lidt på ressourcerne.

Hvis vi vil give alle en ens behandling, skal folk behandles forskelligt.

Er der nuancer i kontrasterne?
Man skal dog ikke dele krigeren og offeret op i to vind- og vandtætte blokke for forløbet er langt hen ad vejen sammenligneligt. Ingen har en fest over at erfare, at man har fået kræft. Ingen er rutineret i at navigere med familie, stærke følelser og en frygt for døden i et pludseligt meget skrøbeligt liv. Forskellen kommer til udtryk når man når så langt i forløbet, at det er tid til at handle. Det er der så nogen der gør, og andre der gør knap så meget, eller slet ikke.

Det er jo ikke kun de svagere der lider nederlag. Jeg har haft masser af tilbageslag, men jeg kategoriserer dem bare ikke som nederlag. Jeg måtte sige mit gode job op pga sygdom, og det er egentlig ikke så svært at få øje på det positive i, at jeg kunne lukke døren til den verden jeg helst ville være i, ellers ville jeg ikke kunne træde ind ad døren til den verden, der ventede. Stadig at kunne se livskvaliteten i det nye liv er optur. Nederlaget fik nyt navn – SEJR.

Gør det, du er bedst til
Læge er jeg ikke, og jeg har aldrig forvekslet mig med en sådan, men sammenlægningskraften imellem de professionelle og en aktiv patient, der får lov at bruge de ressourcer han/hun nu kan bære til bordet, kan gøre den sidste afgørende forskel på enten liv eller død eller på et liv med mere eller mindre kvalitet.

Kommunikationen
Skal vi så gå på listesko så vi får en ensartet måde at omtale sygdom på? Nej tak!!! For mig handler det om at kunne identificere sig med budskabet. Kommunikationen skal være i øjenhøjde ellers passerer det bare forbi. Vi reagerer ikke på det.

Derfor er det fint, at der er plads til alverdens tilgange til mobilisering af modstand mod sygdom, herunder sprogbrug. Ikke-krigerne mener ikke, man kan bruge kampmetaforer når man omtaler eksempelvis kræft. Logikken kan være, at hvis der er en kamp, må der nødvendigvis være en vinder, og derfor også en taber. Og hvem har lyst til at udråbe tabere, hvis de ikke overlever sygdom?

Min logik er, at når man kæmper for sit liv, kæmper man jo ikke mod nogen – men for sig selv – så nej, der behøver ikke at være en taber. Mange ved jo, at visse kræftformer har en natur der gør, at man som menneske ikke har en chance, og man bliver revet væk på kort tid, uanset hvem man er.

TV2 har taget det standpunkt, at de ikke vil benytte sig af kampmetaforer, men deres store satsning hedder jo Knæk Cancer, og knæk kan betyde knuse, ødelægge, smadre, udslette, overmande, besejre. Så det……

Men de fleste diagnoser er med muligt udfald i begge retninger – livet eller døden. Så der er noget at kæmpe for. Kæmpe = kamp, eller krig.

Sprogpolitiet
Måske mangler vi betjente her i landet, men de selvudråbte sprogbetjente er der nok af. Alvorlig fysisk eller psykisk sygdom er i forvejen voldsomt tabubelagt og i vores kultur viser vi hensyn ved tavshed – en mur af tavshed. De færreste har lyst til at gå hen til kollegaen på jobbet eller den bekendte, man spotter i supermarkedet for at spørge ind til sygdommen eller dødsfaldet.

Og min bekymring er, at hvis vi lægger et sprogfilter – i dette tilfælde at udrydde kampmetaforer – ned over et emne vi i forvejen ikke har lyst til at tage op, så får vi tavshed. Og med tavshed kommer vi ikke langt.

Vi kommer heller ikke ret langt når vi skal bestige det imaginære bjerg for at bevare livet, hvis det foregår i badetøfler.

No Comments

Post A Comment