Stafet for livet i Aalborg – perA - Levende ord fra en levende mand
Foredrag og workshop med Per A og kom tæt på et levende menneske, der tør tale højt om sin sygdom og om at være glad for livet og kæmpe mod døden.
Kræft, Cancer, Livstruende Sygdom, Foredrag, Workshop
15589
post-template-default,single,single-post,postid-15589,single-format-standard,ajax_fade,page_not_loaded,,vertical_menu_enabled,side_area_uncovered_from_content,qode-theme-ver-17.2,qode-theme-bridge,disabled_footer_top,qode_header_in_grid,wpb-js-composer js-comp-ver-4.12,vc_responsive

Stafet for livet i Aalborg

Stafet for livet i Aalborg

Stafet for livet i Aalborg
– tale ved lysceremonien

 

Det er livets store øjeblikke vi husker, men det er de mange små og store sving på vejen, der for alvor definerer os. Sommetider tager livet en drejning, vi ikke forventer.

I 2012 røg jeg af banen for en periode, da jeg blev ramt af aggressiv lymfekræft. Udsigten til overlevelse var temmelig grumset, da kræften havde spredt sig, og den var i stadie 4, der hvor den er allermest fremskreden.

FIGHTEREN
Som de fleste andre i situationen rimede kræft også for mig på død, og tanken om at jeg skulle herfra kørte non-stop på den indre skærm. Men ikke ret længe. For jeg ville kæmpe imod, men først skulle jeg finde ud af noget vigtigt: Hvordan ser en fighter egentlig ud?

Jooo. Én weekend om året går de i gule t-shirts – de er bevidste om deres egen situation, og tør inddrage de pårørende i kampen. De ved, at et godt liv ikke skabes ud fra hvad vi får af udfordringer, men mere på hvad vi tænker om udfordringerne.

Humoren er en vigtig følgesvend for fighteren – den har Gud givet os, så vi kan overkomme smerten. Humoren må vi gerne rutte med. Ellers bliver det for alvor mørkt.

Og så er fighteren god til at sige PYT.

Men det første en fighter gør, for at klare en udfordring, er at stille spørgsmålet: Hvad kan jeg selv gøre, for at min situation bliver bedre.

For to måneder siden nåede jeg 5 år som kræftpatient og er nu erklæret helt rask, og skal ikke længere til kontrol. Det er i sig selv en fantastisk historie, når man tænker på hvordan det så ud i starten af forløbet. Når jeg kan overleve, er der en chance for de fleste.

Og heldigvis rimer kræft ikke kun på død, men faktisk lidt mere på overlevelse. Lægerne og sygeplejerskerne er dygtige og hvis patienten samtidig kan få aktiveret sit eget indre apotek og modstandskraft, og finder en vej til at håndtere de mentale udfordringer, der helt sikkert følger med, så er vi skridtet videre.

LIVET HER OG NU
Vi kæmper, fordi vi er glade for livet. Og hvad er det ved livet vi holder så meget af?
Selv hård sygdom ændrer ikke på, at vi vil blive. Noget bliver mere vigtigt, andet bliver mindre vigtigt. Til gengæld kommer der et nyt fokus.

Vi skal forholde os til, at vores liv nu ikke folder sig ud på en måde, vi synes, vi har fortjent, og derfor må vi være villige til at skille os af med det liv vi har planlagt, for at få det liv, der venter os.

Vores tid er lånt, det er ikke noget vi ejer – og når vi er ude i kampen for vores liv, er det eneste der er for lidt af – lige præcis tid.

Tid er NU – ikke før og ikke fremadrettet. Du kan ikke leve i fortiden eller i fremtiden.
Kun nuet eksisterer.

DØDEN
Når vi fighter er vi optimistiske, men vi skal også turde at kigge den anden vej. Men vi tagerikke altid de svære snakke om døden – for livet må ikke gøre ondt. Når livet bliver for påtrængende, viser vi danskere oftest hensyn ved at reagere med tavshed. En mur af tavshed. For der ligger emner i samtalen, som vi ikke tør give navn. Men med tavshed kommer vi ikke ret langt. Den bliver bare en styrende sten i skoen.

I mit forløb har jeg lært, at alvorlig sygdom ikke er en enkeltmandspræstation. Det troede jeg i starten, fordi jeg skulle spille stærk, og fordi jeg ville skåne min nærmeste familie. Men hvis ikke mine børn, min mor og andre pårørende skal inviteres indenfor i mine tanker om livet og døden – hvem skal så?

De pårørende har også et behov for at være med ombord, så de kan udtrykke deres kærlighed, og det kan gøres på mange måder – ikke kun med ord.

Fuglene flyver i flok, når de er mange nok.

Det tog lang tid, men jeg lærte også, at med alvorlig sygdom, er der jo en reel risiko for at dø tidligere end vi selv synes er rimeligt, så vi skal sørge for at få sagt det, vi gerne vil have sagt til hinanden.

Jeg har fået en ret sjælden bivirkning af kemoterapien, der har resulteret i en kronisk hjertesygdom, som er ganske alvorlig. Min ene datter har bedt mig om at skrive et brev som hun kan få, når jeg ikke længere er her – for, som hun siger ”så kan jeg tage det frem, når jeg har brug for det, og når jeg mangler et godt råd – for hvad ville far have sagt i den her situation?”

Det er lige som isbjerget – det over vandet er mine ord, mens det under vandet, er mine tanker – og det vil mine børn gerne have lidt mere af. Og det får de selvfølgelig. Mens vi stadig kan.

 

DET EVIGE LIV
Det er en grundtanke i kristendommen, at der er et liv efter døden. Hos den gennemsnitlige dansker, bliver det tolket meget forskelligt, og det evige liv kan også være, at de mennesker vi har mistet, bliver husket for evigt når historierne overleveres.

Jeg har to børnebørn og en tredje på vej. Alle, der har børnebørn ved hvor stor kærligheden er – og det går begge veje. Jeg vil gerne have, at de også skal kende deres morfar, når jeg ikke længere er her – for jeg kender dem, omend det foreløbig ”kun” rækker til deres ankomst her til verden og de første leveår – men det er præcis der, de langsomt formes som små mennesker. Det er den vigtigste tid.

Jeg er også livsvidne til mine børnebørns mødre, som jo er mine døtre – og kan levere alle de gode historier videre. Men det kræver vi taler sammen. Om livet. Mens vi stadig kan.

LYSET
Jeg er overbevist om, at vores døde sidder oppe i himlen og følger med i vores liv, imens vi har dem med i vores hjerter. Altid.

Ofte mangler de. I livets store øjeblikke bliver det ekstra nærværende, men savnet og sorgen kan overrumple os, hvor som helst – når som helst. Sorgen bor inde i os, og den er med os i kortere eller længere tid.

Sorg kan også være mørke, og mørket er også stilhed. Stilheden opleves forskelligt – vi udtrykker vores sorg på hver vores måde, men i aften er vi fælles om lysceremonien. Lysene er for taknemlighed. Lysene er for håbet. Lysene er for livet. Og for kærligheden. Lysene er til minde om dem, vi har mistet. Lysene er til dem, der har mistet. Lysene er for børn, der har det svært.

Lysene oplyser mørket.

Må hver af jer få mening, glæde og lys ind i jeres liv. Held og lykke.

TAK FOR ORDET

No Comments

Post A Comment